I det øjeblik jeg trådte ud af Van Gogh Museet, var mit sind faktisk roligt.
Jeg havde forventet at blive overvældet, ramt af farverne og rørt af historierne, men det, der virkelig blev tilbage, var en dyb følelse af ro.
Solsikkernes gule var ikke lyst, men brændende; selvportrætternes blik var ikke vanvittigt, men et udtryk for at leve intenst. Først da jeg stod foran malerierne, forstod jeg, at han ikke var et pludseligt geni, men en person, der valgte at skabe midt i kaos og misforståelse.
I hans 37-årige liv blev han næsten aldrig anerkendt af markedet; alligevel blev han hundrede år senere grunden til, at utallige mennesker rejser til Amsterdam for at valfarte. Den følelse af tidsforskydning er meget gribende.
Kunst er åbenbart ikke teknik, men oprigtighed til det yderste.
Det handler ikke om succes eller fiasko, men om "har du givet dig selv helt hen".
Udenfor museet var byen stadig livlig, men mit sind havde fået en ny dybde.
Værdien af at rejse er måske netop at se sig selv pludselig i et udstillingsrum.