Når man træder ind i dette storslåede musikpalads, er den første følelse ikke chok, men ærefrygt. Over hovedet er der indviklede udskæringer og malede kupler, og foran øjnene er der lag på lag af orgelpiber, som om hele væggen venter på at trække vejret. De fire rækker af tangenter står stille, men det er, som om de når som helst kan vække hele rummets sjæl. Lyset strømmer ind gennem de farvede vinduer, og guld og rød fletter sig sammen og skaber en varm og højtidelig atmosfære, der får en til uvilkårligt at sænke tempoet.
Stående foran scenen forstod jeg pludselig, at musik aldrig kun er lyd, men en kombination af arkitektur og kunst. Hver orgelpibe, hver bue, hver mosaik skaber en scene for lyden. Når melodien lyder, er det ikke kun luften, der vibrerer, men hele rummet og menneskets indre. Her følte jeg, at menneskets stræben efter skønhed kan være så ekstrem og ren.